Jørgen Michaelsen - Diamond Jellyfish Juggernaut

Jørgen Michaelsen (1961-)

Jørgen Michaelsen er dansk billedkunstner. Han var medlem af kunstgruppen Koncern og medstifter af udstillingsstedet Max Mundus. Desuden har han udgivet flere tidsskrifter sammen med Mikkel Bolt

Bogen Diamond Jellyfish Juggernaut indeholder 1000 tegninger udført af Jørgen Michaelsen. Desuden har Macrina Bouhage Falkenballe skrevet en epilog, som hun har givet titlen Neutron Commune. Her søger Falkenballe at indkredse og udlægge, hvad hun opfatter som det generelle kontemporære grundlag for det idéindhold, der kommer til udtryk i Michaelsens tegninger. Hvordan fremstår tegningerne rent formelt? De har overvejende et geometrisk præg, og der er noget gennemført kalkuleret over dem: Her har vi ikke at gøre med en æstetik, der dyrker det spontane, og denne ‘udspekulerede’ kvalitet forstærkes yderligere derved, at der til hver enkelt tegning knytter sig en prægnant titel påskrevet ved brug af skrivemaskine. Bogens sider er smågennemsigtige, og når man blader og lader blikket glide fra den ene tegning til den anden, har man en oplevelse af, at bogens former og temaer flyder over i hinanden og således er i konstant forvandling, hvorved de synes at være indbyrdes forbundet i en bagvedliggende ‘oceanisk’ økologi. Det er ikke nogen tilfældighed, at bogen har fået titlen Diamond Jellyfish Juggernaut, eller på dansk: diamant-gople-mastodont. For det første er der tegningernes krystallinske undertone; for det andet den metamorfotiske transparens, som udgør tegningernes overordnede element; og for det tredje den kendsgerning, at en bog på i alt 1024 sider næppe kan undgå at give et vist monolitisk indtryk. Diamond Jellyfish Juggernaut udkommer samtidig med åbningen af Jørgen Michaelsens udstilling DRY-WET-COMFORT. Bidrag til en kritik af den kunstneriske tænkning på Museum Jorn i Silkeborg, hvortil der knytter sig en publikation med titlen Postheroic Supersession. Kan vi dermed gå ud fra, at der er en afgørende forbindelse mellem disse projekter? Ser vi på Michaelsens arbejde helt tilbage fra 1990’erne, synes der at være god grund til at antage dette. I udstillingen på Museum Jorn indgår en film, hvori den triadiske tænkemaskine DRY-WET-COMFORT (DWC) fremstilles, idet kunstneren dels beskriver den historiske baggrund for maskinens opståen i 1993, dels giver en række eksempler på maskinens funktionsmåde. Filmen benytter sig i udpræget grad af billedmateriale, der enten fungerer eksplicit illustrativt eller spiller mere subtilt på det illustrative som et ‘kronisk’ aspekt ved selve billedets logik. Desuden underkastes illustrativiteten en særskilt analyse, hvor der konkluderes på følgende måde: “Illustrationen kan opfattes som en samtidig kompromittering af øjet og hjernen. På den ene side forekommer illustrationen suspekt som autonomt visuelt fænomen, fordi den umiddelbart er underlagt et diskursivt diktat. Omvendt besidder den, ganske som ethvert medium, en vis æstetisk bortledningsevne, hvilket implicerer, at den muligvis kaster et tvivlsomt lys på sin angivelig bærende undertekst. I denne sammenhæng har man talt om billedernes pest, altså en viral trussel fra synliggørelsen mod indholdets transcendente kerne. Men anskuer vi det illustrative ud fra et virocentrisk perspektiv, viser det sig snart, at vi har at gøre med konkurrerende viraliteter.” På denne baggrund bliver det oplagt at spørge, om materialet i Diamond Jellyfish Juggernaut på en eller anden måde fungerer som ‘skjult illustrativitetet’, der måske endda kunne udgøre en decideret ‘udleveringstrussel’ vis-a-vis Michaelsens mere analytiske tilgang i form af (bl.a.) DWC? Og videre: I hvilken forstand kunne DWC tænkes at ‘besvare’ en sådan udfordring? Er der på forhånd iværksat en slags – underforstået? – våbenkapløb, måske endog en terrorspiral? Macrina Bouhage Falkenballe belyser ikke denne for så vidt ‘interne’ problematik nærmere i sin epilog, hvis hovedvægt som nævnt lægges på de ydre, sociokulturelle faktorer, som præger vor tidsalder, der i øvrigt af både Falkenballe og Michaelsen karakteriseres som ‘postheroisk’.