Udvalgt Årets Bedste Bogarbejde 2008
»Fremragende eksempel på godt bogdesign. Med et enkelt, flot, sort satsbillede favner denne bog en af det 20. århundredes største tyske filosoffer Martin Heidegger fint, underspillet og eftertænksomt med valget af skriften North. Sammen med Søren Loses fotografier, der består af en række æstetiske antikompositioner af tilsyneladende forladte steder, giver bogens tilrettelægning, på det tonede papir, de bedst mulige rammer for, at læseren både kan fordybe sig i bogens tekst og nyde dens underspillede, men alligevel elegante udstyr. Fra omslagets mørk-blå shirting til samspillet mellem den lyng-lilla forsats og dørgardinet på bogens første billede, til titelbladet, der generøst lader ‘sprog og hjemstavn’ gøre bogen større, end den fysisk er, til velproportionerede pagina og billedtekster, er der hele vejen igennem tænkt i både detaljen og i helheden, hvilket er med til at gøre bogen til et fremragende eksempel på godt bogdesign.«
Forening for Boghaandværk, juni 2009
Med et ønske om at skærpe det fænomenologiske blik på verden taler Heidegger for et tæt slægtskab mellem digtning og tænkning. Heri viser sig nemlig en underfundig dynamik, som digteren giver anstød til, idet han i lydhørhed lader sproget tale igennem sig, og derved lader sproget komme til orde i digtet. På den måde tager den digteriske sigen ikke sproget i brug, som var det en tilfældig genstand, men lader selve sproget træde frem som fænomen. Med digteren Johann Peter Hebel som eksempel vil Heidegger minde os om noget, der er i fare for at gå i glemme i vores højhastighedsverden, hvor den fænomenologiske erkendelse er en sjælden gæst. Kunsten, dvs. digtningen, kan således blive det moderne menneskes redning. I denne danske udgave akkompagneres Heideggers tekst af fotografier af billedkunstneren Søren Lose.
Om samspillet mellem Heideggers tænkning og Loses fotografi skriver Dorthe Jørgensen i forordet: »Motiverne i Loses billeder, hvor forfaldet er utilsløret, er ikke skønne i hverdagslig betydning, og kompositionen er heller ikke skøn i klassisk forstand, når den med skæve beskæringer ignorerer det gamle krav om symmetri. Men disse billeder kan alligevel være anledning til skønhedserfaring. De afbilleder ikke bare håndgribelige genstande, men medfrembringer et uhåndgribeligt »mere«, som transformerer genstande til fænomener. Den øde natur, den afskallede dør, fremstår som noget, der har værdi i sig selv og fortæller dermed, at hvor formålsrettet alt end ellers er i dag, så er en sådan erfaring stadig mulig. Ligesom disse billeder er skønne, netop fordi de er fænomenologiske, har Heideggers fænomenologiske analyser også en forbindelse til æstetikken. Heidegger dvæler ved tanken og genopvækker dermed æstetikkens ældre forsøg på at finde svar på spørgsmålene om, hvad det er, der sker, når vi kommer verden nær, og hvordan det er muligt. Lose dvæler ved tingene og genkalder dermed en skønhed, som ellers er upåagtet i en fortravlet verden.«
