Lise Skytte Jakobsens bog om moderne skulpturelle fænomener, der bærer titlen "Ophobninger". En titel, der betegner, hvad vi alle sammen godt kender til: kaos, rod, stakke og bunker, der bare hober sig op. At man finder dem i sit eget hjem, er ingen nyhed, men at man også finder dem inden for kunstens verden, er Skytte Jakobsens nye pointe.
Bogen er i den forstand en præsentation og undersøgelse af "ophobningen" både som værktype og mere luftigt som en kunstnerisk og æstetisk kategori, der indtil nu har levet et lidt overset liv inden for kunsthistorien. Dette til trods for, at samtidens skulptur, som Skytte Jakobsen også bemærker, netop byder på masser af ophobninger. Det vil sige lag på lag, overlapninger, kombinatorik, berøring, interaktion, ting over og under hinanden. At begrebet "ophobning" ikke skal forstås som en "isme", der hører en bestemt tid til, men et generelt organiseringsprincip, er både en central pointe i bogen og dens absolutte styrke. For med denne pointe i hånden formår Skytte Jakobsen at fremskrive overraskende skulpturelle kvaliteter ikke blot ved det, man traditionelt betegner som skulptur, men også ved videoinstallationer, museumsindretning og historiefilosofiske værker.
Den første ophobning, bogen behandler, er sir John Soanes museum i London. Soane, der var arkitekt og samler med stort "s", byggede i 1792 et hus til sig selv og sin familie. Her indrettede han sig i kryptiske om- og tilbygninger med sin samling af alt fra græske, romerske og egyptiske antikviteter over ædelstene, ure, våben, malerier og arkitekturmo-deller til mumificerede katte.
Fra museet går bogen videre til det litterære værk – Walter Benjamins passageværk, der i stil med Soanes museum også orienterer sig mod lappehoben frem for den lineære logik. I dialog med Benjamin fremtrækker Skytte Jakobsen den franske, nulevende kunstner Chris- tian Boltanski, hvis skulpturelle ophobninger under hendes blik rummer den samme erkendelse af, at historien altid pr. definition består af erindringslapper og ufuldstændigheder.
I de følgende kapitler fortsætter Skytte Jakobsen med at kaste ophobningsblikket frem og tilbage i tid. 1960'erne markerer eksempelvis et veritabelt "ophobningsboom" med kunstnere som blandt andre Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen i front. Men nutiden er ikke noget uden fortiden, hvorfor Skytte Jakobsen lokaliserer den skulpturelle ophobningsarv hos den franske skulptør og "potentielle ophober" Auguste Rodin, der brugte løs af kropsfragmenter, masseproducerede arme, ben, hænder og hoveder, som han satte sammen på nye måder. Disse spring frem og tilbage i tid ender i 1990'erne, hvor ophobningen ikke længere er en nybrydende tendens, men snarere et element, som kunstnerne nu kan begynde at citere, som eksempelvis Henrik B. Andersen gør det i sine kaotiske, ophobede skulpturer.
Lise Skytte Jakobsens bog er både velskrevet, oplagt og kunsthistorisk solid. I sin form er den i sig selv en ophobning frem for en lineær fortælling. Det gør den svær, men også interessant, fordi der hermed skabes uventede sigtelinjer og forbindelser frem og tilbage i tid. Og selvom den er svær, formår Skytte Jakobsen langt hen ad vejen (ser man bort fra et kriminelt overforbrug af ordet "dialektik") at formidle stoffet på indbydende vis, vel at mærke uden at den akademiske tyngde går tabt. Med bogen lanceres et endnu ikke fagligt konsolideret begreb, der skaber nye muligheder for at forstå og tale om skulptur.
