BJØRN KROMANN-ANDERSEN - Krat

BJØRN KROMANN ANDERSEN (1954-)

Oplag: 150 eksemplarer.

Krattets sted i Bjørn Kromann Andersens grafiske værk

“Sandheden må blænde gradvist, ellers ville alle blive blinde”
Emily Dickinson. 

Tag for eksempel det allestedsnærværende krat i Bjørn Kromann Andersens grafiske værk Ætsning på zink. Ikke til at komme uden om, når jeg stiller mig frontalt foran billedets væg. Med øjnene som værn mod at blive trukket ind i billedet, spørger jeg alligevel: Hvor skal man trænge ind for at kunne komme ud igen? Lysets sprække i billedets egen højre side antyder en mulighed for passage. Men orange brænder sporet ned. 

I Bjørns grafiske kunst forgrener motivisk krat sig ud over papiret. Både som motiv og som arbejdsproces. Krat som metode og motiv på en og samme tid.  Som om zinkpladen er et sterilt stykke jord, pløjet med den ømme spids af en hård genstand, tilsås med pulp og sværte, og inden stregerne fletter sig sammen hen over det hvide papir, bestemmer gummivalsen krattets tæthed, tyngde, gennemtrængelighed. En proces både at forestille sig krat og at forestille sig at blive krat. 

Ikke Pollocks krat skabt af farveregn. Ikke poesis på afstand, udefra, oppefra, ikke en gestus med tilfældets eller kulturens blyant. Men helt tæt på motivets sprækker. En idé om at dén sprække, dén streg gør en forskel. En knap mærkbar bevægelse, en af disse vi kan opfatte i ideen om betydning, et blik, som udgår fra et menneske til et andet, gennem et redskab, en oversættelse fra et fremmedsprog, f.eks. fransk, som en vibration, nogle gange med en forstærkning, der ikke gør gåden hverken mindre eller større. Slyngende, roterende, vækster indad og udad på en og samme tid.  I en slags kompositorisk dobbeltbevægelse. Dehors et dedans. 

Når jeg ser ind i krattet på Kromann Andersens flader med deres genkendelige ikoniske fragmenter: grene, kviste, blade, vækkes idéen i mig, at synshandlingen kan føre mig helt ind til krattets imaginære center. Ikke ulig mine barneerindringer om lysten til og handlingen at forsvinde ind i planternes vildnis. Måske sammen med en ven. Vi når frem til en tom beboelig kerne, hvor øjet omsider kan få hvile, hvor en neurotisk søgen efter kultur, erstattes af et Rousseausk drømmeri fra bunden af en træbåd. Og dér uforstyrret af verden dog betragte verden - umådeligt og uden andet ærinde. 

At finde frem til krattets kerne, at stille sig dér i værkets imaginære centrum, og betragte det andet udenfor. Uden intention og alligevel udtrykt ved en bevægelse ind i værket. Med Duchampske begreber: "Relationen mellem det uudtrykte men intentionelle og det ikke-intentionelle udtrykte". Som om kunst omsider indfrier et usagt løfte om at ophæve enhver illusorisk kraft.
Klaus Martinus

SE BJØRN KROMANN-ANDERSENS KUNST I BOGGALLERIET HER