Hjemmesiden anvender cookies

Denne hjemmeside sætter cookies for at opnå en funktionel side og for at huske dine foretrukne indstillinger. Ved hjælp af cookies laver vi statistikker og analyserer besøg på vores side så vi sikrer, at siden hele tiden forbedres, og at vores markedsføring bliver relevant for dig. Hvis du giver dit samtykke, så tillader du, at vi sætter cookies (enten i form af egne cookies og/eller fra tredjeparter), og at vi behandler de personoplysninger, som indsamles via de cookies. Du kan læse mere om cookies i vores cookiepolitik her hvor du også altid har mulighed for at trække dit samtykke tilbage.

Herunder kan du vælge cookies til eller fra. Navnet på de forskellige typer af cookies fortæller, hvilket formål de tjener.

Hack Kampmann - Del 2: En individualist i en brydningstid

Hack Kampmann (1856-1920)

Hack Kampmann blev jydernes arkitekt med hovedværker som Aarhus Toldbod, Aarhus Teater, Aalborg Posthus m.v. I København blev udvidelsen af Ny Carlsberg Glyptotek Københavns Politigård hovedværkerne.

Hvor Del 1 hovedsagelig lader Kampmann tale selv – i form af breve bl.a. fra de store rejser i 1881-86 (Store Guldmedalje i 1884) – blev han senere i livet usædvanlig fåmælt om sit arbejde.
Som svar til artikel om sin egen ”Villa Kampen” i Aarhus skrev han: ”Huset er hvidkalket og dækket med røde tegl.” Kortere kan det ikke gøres, og det kan forekomme som arrogance – eller skyhed, som arkitekten Kay Fisker mente – men det udtrykker også en bevidsthed om, at tegninger, ”farvelader” (som han kaldte sine akvareller) og arkitektur, er ligeså væsentlige menneskelige ytringer som det talte sprog.
Kampmann imponerede i studietiden som det største talent i sin årgang, og med arbejderne (opmålinger og fantasier) fra den store studierejse var karrieren sat på spor; men han kom sent i gang med at bygge.
Han var 31 år, da han tegnede sit første hus. Allerede to år efter trådte han ind i kredsen af førende danske arkitekter. Det var med Provinsarkivet i Viborg (1889-1891), som gav ham det kongelige bygningsinspektorat over Nørrejylland.
Han blev jydernes arkitekt med bygninger i hele det store distrikt med stribevis af hovedværker som Aarhus Toldbod, Aarhus Teater, Aalborg Posthus, Hornslet Ting- og Arresthus m.v. Hans flid var herkulisk, og store mængder af projekter, altid i høj kvalitet, udgik fra hans tegnestue.
I København blev han husarkitekt for brygger Carl Jacobsen med udvidelsen af Ny Carlsberg Glyptotek som hovedværket.
Kampmann var en ener. Hans enestående tegnetalent, de umådelige mængder af opmålinger og den flid, han i studieårene havde udvist betød, at han besad et formrepertoire, som uden videre kunne omsættes til konkret virkelighed. Hans virtuositet kombineret med store organisatoriske evner betød, at han evnede noget nær det umulige; men hans udogmatiske holdning betød også, at han ikke kunne efterlignes, dvs. danne skole, selv da han blev professor. Bl.a. derfor kaldte arkitekten Kay Fisker ham for ”individualisten.”
Hack Kampmann sidste arbejde, Politigården i København er det måske mest kompromisløse arkitekturværk nogensinde i Danmark. Det blev også hans mest omstridte.
Kampmann døde under projekteringen i 1920, og en studerende, som undervejs i byggeprocessen fik sin afgang fra Kunstakademiet, Aage Rafn, stillede sig i 1924 frem og tog æren af projektet.
Dette forsøg på at tilrane sig en uretmæssig kunstnerisk ophavsret afvises i bogen.
Pris ved 1Stk 400,00 DKK

Emne Arkitektur, tegning
Kunstner Hack Kampmann
Forfatter Kim Dirckinck-Holmfeld, Elisabeth Gehl, Marie Louise Kampmann Soldbro
Sprog Dansk
Illustrationer Gennemillustreret
Format / Sideantal 23,5 x 34,5 cm. / 280 s.
Udgivelsesår 2014
Indbinding Indbundet
Forlag Bogværket
Antikvarisk
Antal
Køb
ISBN 978-87-92420-47-3
Lev. 3 dage
Hack Kampmann (1856-1920)

Hack Kampmann blev jydernes arkitekt med hovedværker som Aarhus Toldbod, Aarhus Teater, Aalborg Posthus m.v. I København blev udvidelsen af Ny Carlsberg Glyptotek Københavns Politigård hovedværkerne.

Hvor Del 1 hovedsagelig lader Kampmann tale selv – i form af breve bl.a. fra de store rejser i 1881-86 (Store Guldmedalje i 1884) – blev han senere i livet usædvanlig fåmælt om sit arbejde.
Som svar til artikel om sin egen ”Villa Kampen” i Aarhus skrev han: ”Huset er hvidkalket og dækket med røde tegl.” Kortere kan det ikke gøres, og det kan forekomme som arrogance – eller skyhed, som arkitekten Kay Fisker mente – men det udtrykker også en bevidsthed om, at tegninger, ”farvelader” (som han kaldte sine akvareller) og arkitektur, er ligeså væsentlige menneskelige ytringer som det talte sprog.
Kampmann imponerede i studietiden som det største talent i sin årgang, og med arbejderne (opmålinger og fantasier) fra den store studierejse var karrieren sat på spor; men han kom sent i gang med at bygge.
Han var 31 år, da han tegnede sit første hus. Allerede to år efter trådte han ind i kredsen af førende danske arkitekter. Det var med Provinsarkivet i Viborg (1889-1891), som gav ham det kongelige bygningsinspektorat over Nørrejylland.
Han blev jydernes arkitekt med bygninger i hele det store distrikt med stribevis af hovedværker som Aarhus Toldbod, Aarhus Teater, Aalborg Posthus, Hornslet Ting- og Arresthus m.v. Hans flid var herkulisk, og store mængder af projekter, altid i høj kvalitet, udgik fra hans tegnestue.
I København blev han husarkitekt for brygger Carl Jacobsen med udvidelsen af Ny Carlsberg Glyptotek som hovedværket.
Kampmann var en ener. Hans enestående tegnetalent, de umådelige mængder af opmålinger og den flid, han i studieårene havde udvist betød, at han besad et formrepertoire, som uden videre kunne omsættes til konkret virkelighed. Hans virtuositet kombineret med store organisatoriske evner betød, at han evnede noget nær det umulige; men hans udogmatiske holdning betød også, at han ikke kunne efterlignes, dvs. danne skole, selv da han blev professor. Bl.a. derfor kaldte arkitekten Kay Fisker ham for ”individualisten.”
Hack Kampmann sidste arbejde, Politigården i København er det måske mest kompromisløse arkitekturværk nogensinde i Danmark. Det blev også hans mest omstridte.
Kampmann døde under projekteringen i 1920, og en studerende, som undervejs i byggeprocessen fik sin afgang fra Kunstakademiet, Aage Rafn, stillede sig i 1924 frem og tog æren af projektet.
Dette forsøg på at tilrane sig en uretmæssig kunstnerisk ophavsret afvises i bogen.