WILHELM BENDZ (1804-1832)
Ejner Johanssons bog skildrer Wilhelm Bendz` korte liv og forbløffende rige værk. W. B. var begyndt på Kunstakademiet i 1820, han brød igennem over for kritik og publikum få år senere, men døde allerede som 28 årig på vej til Rom, hvor han ville slutte sig til Constantin Hansen, Jørgen Sonne og mange andre danske kunstnere af hans egen generation. Han var een af Eckersbergs bedste elever, og trods de få år skæbnen gav ham at arbejde i, har han efterladt sig et omfattende livsværk, der hævder sig blandt det bedste, vi har fra den periode.
Wilhelm Bendz hørte til den flok af unge malere, der brød igennem midt i 1820'erne, det første hold af begavede elever, som professor Eckersberg havde sat sit præg på. Det var en ny, selvbevidst generation, der med romantisk oprørstrang ønskede at gøre brug af kunsten på en anderledes måde; kunsten skulle afspejle virkeligheden og være aktuel og livfuld.
Med sin meget personlige kunstneriske begavelse indtog Wilhelm Bendz en ledende rolle i udviklingen. Hans portrætter og genrebilleder fra de tidlige år viser ham som en eksperimenterende kunstner. I årene fra 1825 og frem malede han en række billeder, der står som hovedværker i dansk kunst.
Hans kunstneriske gennembrud vakte berettiget opmærksomhed, bl.a. købtes flere billeder til Den kgl. Malerisamling, og da Bendz 1831 rejste ud i verden, blev han betragtet som en særdeles lovende ung maler. Han slog sig i første omgang ned i München, som på dette tidspunkt var en livlig, moderne kulturby.
Bendz befandt sig glimrende i det bayriske kunstnermiljø, hvor han både nød det muntre selskab i ølstuerne og vandringerne med malekassen i omegnens bjerge. Herfra begav han sig til fods, fuld af livsmod og trang til at gå nye veje i kunsten, videre mod Rom, men nåede aldrig sit mål. Wilhelm Bendz døde i Vicenza 1832 kun 28 år gammel.
Wilhelm Bendz havde en fin fornemmelse for farven, og han udviklede hurtigt en stor teknisk dygtighed, som det bl.a. ses af hans portrætter. Hans kunst er usentimental med sans for det dramatiske, ofte gemmer der sig tillige en humoristisk dimension. Men det, der giver ham en særstilling i det danske guldaldermaleri, var hans usædvanlige evner som billedskaber; malerierne kan rumme noget uudgrundeligt eller underforstået, som fanger nysgerrigheden.
