MERETE BARKER (1944-)
Udgivet i forbindelse med udstillingen Spejlinger/Spiegelungen på Sønderjyllands Kunstmuseum, Tønder.
Forfattere: Thorsten Sadowsky og Sabine Behrens
Merete Barker er kendt som den af de danske kunstnere, der i sin kunstneriske udtryksform mest intensivt har benyttet sig af computerens tekniske muligheder. Siden 70'erne er der opstået computergenererede datalandskaber, hvori konstruktivistiske og ekspressive elementer kombineres med hinanden. Selv om Merete Barker var stærkt påvirket af det tidstypiske abstrakte formsprog, som søgte at reducere det kunstneriske udtryk til et minimum, udviklede hun sig på ingen måde til en konsekvent repræsentant for minimal art Hendes udgangspunkt var hverken selvoplysningen, udtømningen og renselsen af maleriet for alle afbildninger af verden, som er så karakteristiske for denne kunstretning, eller negationen af enhver illusionistisk forestilling om rumlighed. Istedet udviklede hun som medlem af kunstnergruppen »Ny Abstraktion« (1977-1989) en bredt anlagt dialog mellem maleri, skulptur og arkitektur.
Karakteristisk for Merete Barkers tidlige værk er tvedelingen mellem spontan oplevelse og en ordnende rationel systematik. Det viser sig allerede i de tidlige serier af maskinelt udfærdigede tuschtegninger og bliver endnu tydeligere i den senere kombination af maleri, computergrafik, objekter i de mest forskelligartede materialer og ruminstallationer. Kendetegnende herfor er til stadighed forbindelsen mellem konstruktivt geometriske former og de fra naturen lånte strukturer. Forskelligartede formmæssige elementer og kunstneriske holdninger, som f.eks. minimalismens logiske stringens og begejstring for teknik på den ene side og ekspressionismens dynamik og spontanitet på den anden, smeltes sammen og udmøntes i et selvstændigt billedsprog. Hos betragteren af hendes værker opstår indtrykket af at have metafysiske verdens- og drømmebilleder i permanent forvandling foran sig.
Siden sidst i 80'erne træder hendes eksperimenteren med computerteknologi på områderne tegning og maleri stadig mere i baggrunden, og istedet bliver den æstetiske rejseoplevelse det bestemmende tema. Merete Barker kommer vidt omkring i USA, Sydeuropa, Mellemøsten, Latinamerika, Kina og Indonesien. Hendes rejseindtryk, som er fastholdt i talrige fotografier og skitser, forarbejder hun til monumentale billedserier. For det meste er det arkitektoniske, geologiske og organiskantropomorfe strukturer, som tiden har sat sine spor i, der antager skikkelse på lærredet. Mens f.eks. fotografierne monteret på store kartoner samtidig danner en seriel og endeløst kontinuerlig mosaik (atlas) af rejse- og verdenserfaring, fremstiller billederne i stort format en fortætningsproces af udviskning eller metamorfose af konkrete motiver. Det er ikke tilfældigt, at Merete Barker gen tagne gange har valgt civilisationens mest avancerede scene som sit tema for at tydeliggøre skæringspunktet mellem kultur- og naturtid. Byer er centrer for dannelsen af højkulturer. De er samtidig egnede støttepunkter, hvorfra mennesket trænger frem i frie, uorganiserede rum og forvandler disse. Vores kulturelle erindring kender imidlertid også til, at denne erobring af rummet kan gå den modsatte vej i nedgang og udryddelse af f.eks. de indianske kulturer, hvilket bringer vores fremskridtstro, der bygger på den lineære tidsforståelse, til at vakle. Ruinerne og resterne af de gamle byer og tempelanlæg, der er ved at forsvinde, er stumme vidnesbyrd om forgangne højkulturer, som efterhånden igen bliver underlagt naturens bestemmelse og cyklus. På tilsvarende måde opviser Merete Barkers billedrum en radikal tidsliggørelse, idet enkelte næsten konkrete elementer afgjort accentueres, men samtidig er opbygget af knappe penselstrøg på en måde, så deres konturer ophæves til gunst for dynamisk strømmende farvefelter.
Merete Barkers malemåde er afbildende, men i
