NIELS REUMERT (1949-)
Ved siden af min praksis som maler udfordrer jeg mig selv ved at lave billeder på alt muligt f.eks. postkort. Da jeg så i starten af 2009 var i Vietnam, bestilte jeg keramikfade, skåle, vaser, krukker på en porcelænsfabrik. Jeg gik rundt på værkstedet og valgte de forskellige helt traditionelle former ud. I min iver valgte jeg for mange af de enkelte stykker, jeg følte mig som et umætteligt barn, der ville have meget af alt. Det blev en kolossal mængde enheder.
Da jeg i oktober vendte tilbage til keramikbyen Bat Trang for at bemale det hele, gik det op for mig, at jeg havde været vildt optimistisk. Mængden var skræmmende, selv om det var min plan at bruge forskellige keramiske objekter som ark i en skitseblok og bemale den ene skål og det ene fad efter det andet i hurtigt tempo.
Som kunstner er det vigtigt for mig at blive konfronteret med nye ting og komme derud, hvor jeg ikke kan bunde. Som maler bliver jeg drevet frem af nysgerrighed, tvivl og usikkerhed. Der skulle hele tiden findes hurtige svar, for tiden var knap. Kl. 7.00 hver morgen blev jeg hentet af min knallerchauffør foran hotelle i Hanoi. Han kører mig de 17 km ud til porcelænsfabrikken på dæk uden slidbaner i en infernalsk trafik, det var også et bombardement af synsindtryk. Mit vietnamesiske \\\"menneskebad\\\" gjorde mig klar til dagens arbejde.
Det var en fin og delikat oplevelse at arbejde i Vietnam: Klimaet, menneskene, maden, de lyse børnestemmer fra skolen ved siden af værkstedet, alt smeltede sammen. Det er min overbevisning at alle disse stemninger har fundet vej til mine keramiske bemalinger. Uddrag fra Niels Reumerts efterskrift.
Bogen er illustreret med billeder af keramikken, skitser samt oliebilleder der viser hvor Niels Reumet henter sine keramiske inspirationer fra.
"Leif Dalgaard, som har skrevet bogens tekst, fortæller fortolkende om Reumerts inspirationskilder, teknikker og arbejder med farverne. En fin lille udgivelse med beskrivelse af den kunstneriske skabelsesproces hos én af landets anerkendte kunstnere."
Poul Flou Pedersen, Lektørudtalelse.
Bogen er udgivet i forbindelse med udstillingen: NIELS REUMERT & KERAMIKKEN. En rejse til Vietnam i Boggalleriet 12. maj til 31. juli 2010.