Lars Dan - en vifte af mistede dage

Den akademiuddannede billedkunstner Lars Dan er først og fremmest maler med forkærlighed for impasto-maleri, men i det seneste år har han også dedikeret en del af sin vågne tid til at skabe et stort antal keramiske skulpturer. På samme måde som hans billedkunst synes at producere sig selv og ”begynder som ingenting og vokser/ad flere omgangen frem som en organisme” som følge af hans uafviselige og insisterende udtryksbehov, ”gror” han digte, der springer ud som blomster, når han drømmer, dagdrømmer eller befinder sig i en halvt vågen tilstand. Nu udgiver han endnu en digtsamling, der føjer sig til som den sidste i en trilogi. De to første ”farven græs blåt grønnere” og ”livslinjer med tandhjuls greb” udkom begge 2020. Den nye digtsamlings titel ”en vifte af mistede dage”, kunne måske umiddelbart forlede læseren til at tro, at Lars Dan refererer til corona-pandemien, som for mange mennesker blev oplevet som en tabt tid, fordi de følte, at livet gled forbi dem.  

Men for malerdigteren Lars Dan/digterjeg’et har dagligdagen under pandemien ikke skilt sig meget ud fra hans almindelige hverdag. Han foretrækker at tilbringe størstedelen af tiden i eget selskab. For ham er isolation kun et gode, der giver ham mere tid til at fordybe sig i sit stof, for ”hvis jeg er i selskab/med andre mennesker/i mere end en time eller to/føler jeg mig spærret inde/i et trangt hotelværelse/levende begravet i en kasse/foret med glasuld."

Den nye digtsamling kredser om et genkommende tungsind, der hjemsøger jeg’et, hvis ”akropolis ligner et håndværkertilbud”, og i hvem sorte tanker pludselig eksploderer ”i det skæreste lys”. Men digteren værner også om det dyrebare, der er ”på vej til at forsvinde/men som dog er her lidt endnu”. Dan har øje for den upåagtede virkelighed, som han fremskriver med stor sproglig originalitet, så læseren kan tage del og se med. I hans digteriske univers sidestilles de fineste og smukkeste fænomener med de mest grove og beskidte, så der opstår en hypervirkelig femte dimension, en form for altomsluttende, simultan virkelighed, som fødes af hans udviklede sans for paradokser. De vokser ud af hans nærmest synske leg med ordene og overraskende logiske kortslutninger: ”selv et ur der er gået i stå/har ret to gange i døgnet.”

Nogle af digtene rummer refleksioner over arbejdet som billedkunstner: ”når arbejdsdagen er slut/ligner mit skjortebryst/et slagterforklæde.” Hermed refereres helt konkret til skjorten som en malerpalet, men også til de blodige kampe, som er forudsætning for at skabe kunst med nerve og kant. I andre digte genkalder han sig sine forgængere og inspirationskilder inden for digtekunsten såsom den afdøde kollega Lean Nielsen og de franske digtere Verlaine og Rimbaud.

Jeg’et vil gerne eje ”livsglæde/livsglæde og livsfylde”, altimens han trist betragter en gedde fortære en ælling. Livets ubønhørlige love, hvor den stærkeste næres af den svage, løber gennem digtsamlingen. Det gælder også kunstnerstanden, bl.a. kollegaen Frederik Næblerod, som beskrives som ”et sjippetov/af levende ål en opera uden sang/flyder over hans læber//når kunstnere ikke giver alt væk/våger de gerne skinsygt/over deres madskåle.”

Det kan være vanskeligt at leve med sindets mørke sider, men jeg’et har på den anden side fri adgang til inspirationen, som han skriver lystigt om som her:

inspiration er en skrukhøne
som uafbrudt klukker
her er jeg her er jeg
nye idéer er kyllinger
som uafbrudt pipper
her er vi her er vi

Lars Dans nye digtsamling er en skatkiste af overraskende sansninger, radikale tanker og billedskabende iagttagelser, der kan få selv den mest livstrætte, coronabedøvede læser til at vågne op.